Økonomistuderende med interesse for samfundsanalyse til fagforeningen DM
Vil du arbejde tæt på den politiske dagsorden og være med til at skabe det analytiske grundlag for DM’s interessevaretagelse? Har du lyst til at blive en del af et stærkt fagligt miljø, hvor analyser understøtter politiske beslutninger, pressearbejde og strategisk rådgivning? Så er du måske vores nye student i DM.
Vi søger en skarp og engageret studentermedarbejder ca. 15 timer om ugen til at understøtte vores arbejde med samfundsanalyser med fokus på DM’s medlemmer og samfundsudvikling.
Du bliver en del af et team, hvor data, samfundsforståelse og politiske perspektiver går hånd i hånd – og du får mulighed for at lære af erfarne analytikere og politiske rådgivere.
Dine opgaver
Som student i teamet vil du understøtte arbejdet med samfundsanalyser på tværs af DM’s politikområder. Opgaverne kan fx være:
- Dataindsamling og databehandling (primært fra Danmarks Statistik, Eurostat, databaser m.fl.)
- Bidrag til analyser om arbejdsmarked, arbejdsmiljø, ligestilling, uddannelse m.m.
- Udarbejdelse af figurer, tabeller og kortere notater.
- Klargøring af slides, udkast til analyser og baggrundsnotater til kolleger i politik og presse.
- Ad hoc‑opgaver i forbindelse med aktuelle politiske dagsordener.
Du vil blive inddraget i både større analyser og løbende, mindre udredninger som i høj grad bruges i den politiske interessevaretagelse, rådgivning og pressearbejde.
Om dig
Vi forestiller os, at du:
- Studerer på en samfundsvidenskabelig uddannelse med økonomisk fokus. (f.eks. stud.polit., stud.oecon., stud.scient.oecon eller lignende)
- Har gode analytiske evner og er tryg ved tal og data.
- Har interesse for arbejdsmarked, politik og samfundsforhold.
- Kan formidle klart og forståeligt.
- Praktisk erfaring med programmering (SAS, Python eller RStudio) er en fordel, men ikke et krav - du skal dog have lyst til at arbejde med data og udvikle dine evner.
Vi tilbyder
- Et fagligt stærkt miljø, hvor analyse og politik går tæt hånd i hånd.
- Mulighed for at arbejde med relevante, virkelighedsnære problemstillinger – til direkte brug i DM’s politiske arbejde.
- Fleksible arbejdstider tilpasset dit studie.
- Et engageret og godt kollegaskab i teamet for politik, organisation og samfundsanalyse.
Stillingen er på ca. 15 timer om ugen.
Vil du vide mere om stillingen,…
… er du velkommen til at kontakte teamchef for politik, organisation og samfundsanalyse Mads Flyvholm på telefon 4057 7858 eller på maf@dm.dk
Vil du vide mere om forholdene som ansat i DM, kan du kontakte AC-tillidsrepræsentant Jan Gloggengieser Gam på telefon 2135 4703 eller jgg@dm.dk,
Ansøgning
Send din ansøgning og CV til os på nedenstående link senest d.23. april. Har du nogle karakterer fra studiet, som du vil sende med, er du velkommen til dette.
DM opfatter mangfoldighed som et aktiv. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen, uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, funktionsnedsættelse, religion eller alder.
Om DM
DM er en fagforening med mere end 80.000 medlemmer på det akademiske arbejdsmarked. DM arbejder for et samfund, der muliggør et bæredygtigt arbejdsliv, og for at sikre de bedste løn- og arbejdsvilkår og et stærkt fagligt handlerum for medlemmerne.